Helligåndshuset

Det eneste bevarede helligåndshus i Danmark

Mange købstæder i middelalderen havde helligåndshuse. De fungerede som en blanding af hospital og plejehjem for fattige. Frivillige plejere under ledelse af en præst passede her hittebørn, forældreløse børn, syge og gamle.

I middelalderen var helligåndshusene selvstændige kirkelige institutioner under bispen i det enkelte stift. Nogle helligåndshuse blev omdannet til helligåndsklostre, underlagt Helligåndsordenen i Rom. Ordenen blev indstiftet i Sydfrankrig i 1198 som hospitalsorden med det formål at stå for pleje af fattige. Ordenen blev nedlagt i 1847.

Helligåndshuset i Næstved kendes fra ca. 1390. Den smukke bygning som huser Næstved Musem, stammer dog fra 1400-1500-årene. Man mener at bygningen oprindeligt har været en boderække (udlejningsejendom) som blev ombygget i begyndelse af 1500-årene i forbindelse med planer om at omdanne bygningen til et Helligåndskloster. Planerne blev opgivet, og derfor er Helligåndshuset i Næstved det eneste bevarede helligåndshus i Danmark. 

Under Reformationen blev driften af helligåndshuset overtaget af byen i 1532 og fungerede som sygehus for ubemidlede indtil 1883. Fra 1827-1883 var det tillige arbejdsanstalt. I perioden 1853-1903 fungerede det desuden som militærsygehus for Dragonregimentet. Herefter blev det anvendt som beboelse og depot. Det bliv restaureret i 1927 og indrettet som museum. Helligåndshuset ejes af Næstved Kommune.

Den smukke bygning på Ringstedgade 4, rummer Næstved Musems kulturhistoriske udstillinger med relation til egnens historie. Blandt andet spændende fund fra vikingernes anløbsplads ved Vester Egesborg, syd for Næstved. Du finder praktisk information HER

PS! Har du lyst til at vide mere om Helligåndshuset eller de andre bygninger fra Middelalderens Næstved. Så book en omvisning eller byvandring med en af vores guider på: vb@museerne.dk