Arbejder fra Vallekilde Højskole | Næstved Museum

Arbejder fra Vallekilde Højskole

Eleverne på Vallekilde Højskoles Design og Maker-hold er blevet inviteret til at bidrage til udstillingen med designløsninger, der indeholder både kunsthåndværk og teknologi. Med afsæt i udstillingens overordnede tematik har eleverne fået stillet en opgave, som de har haft tre uger til at udføre. Resultaterne af deres arbejde kan nu ses i udstillingen.

Fordi design er meget mere end færdigproducerede genstande, er der i opgaveformuleringen blevet lagt op til, at eleverne både skulle registrere designprocessen, udvikle nye designs og kommunikere deres løsning. Alle deres procesregistreringer, prototyper og genstande vil være udstillet i 'Procesrummet'.

Af elevernes projekter er fire blevet udvalgt til at indgå i selve udstillingen 'Pimp Your Ride'.

Lampe. Jasmin Kharamani Madsen. Vallekilde Højskole. 2017. PU-skum, LED-pære, fatning med tilhørende sort stofledning, lim, ballon.

Med valget af PU-skum, som ellers primært bliver brugt til isolering af huse, til lampens skærm udfordres her vores opfattelse af, hvad vi normalt forbinder med en lampe. At skummet har sit eget liv og kun i begrænset omfang kan styres, kan man se i lampens organiske form, som kan minde om alt fra popcorn til månelandskaber og rav.

Vægure. Maja Elmig Feuerlein. Vallekilde Højskole. 2017. Valnøddefiner, plexiglas, træ, velour, imiteret skind, beton, hobby-betonmaling, silikone, lim.

I disse vægure er der virkelig blevet leget med og manipuleret med materialerne. Her er brugt maling, der har samme struktur som beton. Velourstof, der skal ligne metal. Og  plexiglas, der har fået indgraveret årerne fra et træ. Det vi tror, vi ser, er ikke nødvendigvis sandheden.

Lampe. Alice Owain Hodgson. Vallekilde Højskole. 2017. Træ, maling, trælim, broderegarn, lyskæde.

I denne lampe kan vi finde referencer til gamle sysler og håndværk som broderi og vævning. Tråden har imidlertid fået et helt ny funktion, og gennem de smukke farvespil i trådene vil lyset fra pærerne i bunden kaste skygger på lampens omgivelser.

Høretelefoner. Birte Højsager. Vallekilde Højskole. 2017. Gammelt headsæt, træ (3 mm), hvid spraymaling.

De masseproducerede høretelefoner bliver lige pludselig personlige og unikke med de håndlavede og udskiftelige effekter af træ. Det er en opfordring til selv at interagere med og påvirke de ting, vi omgiver os med. På denne måde taler høretelefonerne sig klart ind i et af udstillingens tematikker: Customizing.


Ud over de udstillede værker har de studerende på Vallekilde Højskole udviklet følgende designs:

Garnlampe. Mie Hedegaard Winther Bach. Vallekilde Højskole. 2017.

Sengebordslampe. Maria Leis Jensen. Vallekilde Højskole. 2017.

Højtalere. Morten Kjærgaard Jensen. Vallekilde Højskole. 2017.

Højtalere af plexiglas. Tonja Birkebæk Jensen. Vallekilde Højskole. 2017.

Lamper i birkefinér. Asger Bergh Jakobsen. Vallekilde Højskole. 2017.

Lavalampe. Julie Agertoft Sonne. Vallekilde Højskole. 2017.

Urtepottelampe. Puk Tofte Andersen. Vallekilde Højskole. 2017.

Kompostsystem. Sigrid Hyldegaard Djernæs. Vallekilde Højskole. 2017.

Powerbank. Anders Flemming Petersen Ølholm. Vallekilde Højskole. 2017.